skip to Main Content
Jaco’s 5-strengede Mørch Har Det Godt Hos Blues-bassist Fra San Francisco!

Alt for få bassister ved, at Jaco allerede i 1976 stiftede bekendtskab med Johnny Mørch berømte 5-strengede båndløse basser og straks efter købte én til sig selv. Iført bare tæer og et par nedslidte og drivvåde cowboy-bukser dukkede Jaco selv op med en gedigen hoben pengesedler hos Thomas Puggaard i den nordlige ende af Københavns Østerbro-kvarter. For selv om han var bas-helten over alle, så måtte også Jaco betale for sin custombyggede 5-strenger.

Det var bassisten Michael Friis og guitaristen Thomas Puggaard-Müller der skabte de første kontakter, da Jaco kom til Danmark første gang med Weather Report. Og det var Sofie Johannsen der tog det udødelige sorthvid-foto af Jaco, da han et par år senere fik sin nye bas udleveret i Jazzklub Montmartre i Nørregade, hvor Weather Report øvede.

Jaco var vanvittigt glad for sin nye bas og brugte den en hyppigt som arbejdsredskab når han indspillede track med egen musik i sit eget Florida-hjem og med græsk-amerikanske Peter Yanillos som lydtekniker. Yanillos kørte sin store studiebus ind gennem det snævre sommerhus-område i Deerfield Beach nær Ft. Lauderdale, og så kunne Jaco lægge dusinvis af spor ud med stemmer, han ville have med på sine kommende indspilninger – bl.a. grundsporene til Holliday for Pans.

Årene gik, og som mange ved, så var Jaco’s senere liv ikke just en leg. Pga. ægteskabelige problemer og flere meget forskelligartede musikalske og menneskelige udfordringer (bl.a. manio depressivitet, angst, galloperende storhedsvanvid og flere parallelle parforhold) havde Jaco periodisk søgt ophold i skiftevis New York, Los Angeles, San Francisco og sågar også i hule træer i en offentlig park i Ft. Lauderdale. Efter flere benhårde opgør med sin anden kone Ingrid, med hvem han havde fået tvillinger, søgte Ingrid skilsmisse, og nu var udvejene stadigt svære for den arme Jaco, som til trods for sin status og medlemskabet med Weather Report, måtte nøjes med en årsindkomst på bare 20.000 dollars. Jaco var på dette tidspunkt endnu nogenlunde realistisk med sin egenb status, så han tog nogle perioder med behandling for alkoholisme og stofmisbrug – når han ikke lige flygtede fra sit selvskabte mareridt og flippede helt ud i selskab med bumser, kriminelle og andre splittede kunstnersjæle…

På dette sene tidspunkt kunne Jaco slet, slet ikke overskue sit liv og sin økonomi. Det fik den ulykkelige konsekvens at flere af de lagergarager han tidligere havde lejet hos naboerne i Deerfield Beach blev sagt op og tømt. Jaco’s viv Ingrid havde det svært nok med at brødføde sig selv og tvillingerne, så hun havde ingen muligheder for at oppebære lejen af Jaco’s  mange små “lagre” af dyrebare instrumenter, indspilningsudstyr og andet tingeltangel. Så når udlejerne ikke kunne få deres husleje betalt, valgte disse at sælge ud af Jaco’s skatte i stedet for at hente godtgørelse hos Ingrid. Og i flere tilfælde blev Jaco’s ejendele simpelthen bare hældt ud på gaderne i Deerfield Beach, hvor andre misbrugere og organiserede tyvebander lynhurtigt fik omsat de Pastorius’ke ejendele.

I denne perriode omkring midten af firserne forsvandt Jaco’s 5-strengede Mørch under lidt mystiske forhold. Dog ikke længere end at den siden at dukkede op som “collectors’ item” og stod til salg flere steder og under flere sælgernavne.

Længe efter Jaco’s død modtog Johnny Mørch via breve og mails flere henvendelser fra en gut ved navn Curt Purplebaugh, som angiveligt var blevet tilbudt at købe bassen. Da Purplebaugh gennem Johnny Mørch og undertegnede (Peter Rahbek) erfarede at bassen vitterlig var Jacos, tilbød han – øjensynligt i spekulations-øjemed – Ingrid penge som en art kompensation for den ulempe som Pastorius-familien måtte lide nu da han agtede at sælge bassen. Ingrid sagde ja tak til donationen, men modtog aldrig nogen godtgørelse. Til gengæld blev Jaco’s 5-strengede Mørch blev solgt videre gennem flere studehandler.

Gennem interenettet er det lykkes Johnnny Mørch og undertegnede at knytte kontakt til den nuværende ejer, blues-bassisten Daniel Stanton fra San Francisco. Han kan selvsagt ikke drømme om at sælge det gamle og ædle instrument, men bruger det både live og på diverse pladeindspilninger. Så myten om det forsvundne instrument er på sin vis afsluttet nu, hvor også Ingrid er død og borte. Bassen lever og spiller ifølge Dan Stanton fuldstændig eventyrlig godt. Han siger, at det er som om instrumentet spiller af sig selv – og leverer præcis den lyd, som de store mestre, Johnny Mørch og Jaco Pastorius søgte; et ideelt kryds mellem en elbas og en rigtig kontrabas – med mættet tone og langt, levende sustain…

 

Back To Top